Danske Fragtmænd modtager national efteruddannelsespris

12. april 2018

Danske Fragtmænd har i dag modtaget Årets Efteruddannelsespris 2018 for igangsættelsen af moduluddannelsen, der sikrer medarbejdere i hele landet et kompetenceløft indenfor de basale færdigheder.

Den 15. december fik Danske Fragtmænd på fragtterminalen i Aarhus overrakt VEU-center Østjyllands Efteruddannelsespris 2017 for igangsættelsen af moduluddannelsen, der er Danske Fragtmænds største uddannelsesprojekt til dato.

Med prisen blev Danske Fragtmænd samtidig automatisk indstillet til den nationale Efteruddannelsespris, hvor samtlige vindere fra de 12 andre lokale VEU-centre var blandt finalisterne. Her var det Danske Fragtmænd, der blev udråbt som den endelige vinder, og det vækker stor glæde hos HR-chef Frederik Madsbjerg, som både er glad og stolt over prisen.

- Moduluddannelsen er Danske Fragtmænds største uddannelsesprojekt til dato. Det er et projekt, som vi har investeret meget tid og mange ressourcer i, da det er vigtigt at ruste medarbejdere til fremtidens digitale og faglige udfordringer. Det var rigtig stort at modtage den østjyske pris i december, så at vinde den nationale pris og modtage denne ekstra hæder er selvfølgelig meget glædeligt og motiverende for hele virksomheden, forklarer han.

Medarbejderne er nøglen til succes
Ifølge Frederik Madsbjerg skyldes succesen en stor arbejdsindsats fra mange forskellige aktører. Ikke mindst fremhæver han det gode og tætte samarbejde med de mange VUC-afdelinger rundt i hele landet, med hvem Danske Fragtmænd har fået skabt nogle gode rammer.

- Én ting er dog, at vi tilbyder rammerne. En anden ting er at få fyldt dem ud. Derfor kunne vi selvfølgelig ikke have lykkedes med projektet, hvis det ikke havde været for medarbejdernes enorme engagement og store interesse. Ledelsen og medarbejderne rundt på vores terminaler har virkelig gjort et godt stykke arbejde for at få puslespillet til at gå op, når folk har været afsted. Derudover skal der lyde stor ros til medarbejderne, der har vist modet til at åbne op for en debat om deres vanskeligheder og haft lyst til at komme dem til livs, forklarer Frederik Madsbjerg.

Danske Fragtmænds Moduluddannelse udspringer af Projekt Basis, som er et samarbejde mellem ATL, Transportens Udviklingsfond, 3F og VUC med det formål at styrke chauffører og lager og-terminalmedarbejders basale færdigheder i dansk, matematik og IT. Med moduluddannelsen modtager medarbejderne undervisning på arbejdspladsen og i arbejdstiden med fuld løn, hvilket på sigt vil give over 200 lager- og terminalmedarbejdere et kompetenceløft.