Danske Fragtmænd har fået en Danmarksmester

3. juni 2018

Danske Fragtmænd har fået en Danmarksmester. Det blev en kendsgerning i fredags til det årlige DM for transportlærlinge, hvor lagereleven Jannik Thøgersen kæmpede sig til en flot 1. plads i stuvning.

DM for transportlærlinge er en tilbagevendende begivenhed, hvor nogle af landets dygtigste og mest ambitiøse transportlærlinge på både chauffør- og lagersiden kæmper om at blive den bedste i branchen. Derfor skulle de i alt 60 elever i løbet af dagen igennem i alt 10 discipliner, hvor de fik mulighed for at vise nogle af de mange finesser og faglige kompetencer, som de lærer under deres uddannelse og praktiksted.

Danske Fragtmænds lagerelev Jannik Thøgersen fra lagerhotellet på DTC i Vejle fik kæmpet sig til en flot 1. plads i stuvning, som var en af de fem discipliner, han skulle igennem. Efter det gyldne Danmarksmesterskab i stuvning og en hæderlig indsats i disciplinerne teoriprøve, varesalg, manøvrering med truck og præcision med truck kom Jannik således ind på en samlet og meget imponerende 3. plads.

Udover Jannik var chaufførlærlinge Nikolai Beilfeldt Pedersen og Kasper Falk også i aktion.

Vinderen af hver af de i alt 10 discipliner samt de 2 samlede vindere fik blandt andet overrakt en check på 500 kroner doneret af Danske Fragtmænd. DM for transportlærlinge gennemføres sammen med øvrige transportskoler i Danmark og Transporterhvervets uddannelser (TUR). Dette års udgave blev afholdt ved AARHUS TECH i Viby J. ved Aarhus.