Information om prisregulering per 1. januar 2024
13. oktober 2023
Transportbranchen befinder sig atter i en udfordrende tid, hvor flere faktorer påvirker transportvirksomhederne lige fra nedgang i samfundsaktiviteten til den grønne omstilling, de store stigninger i overenskomsterne og det høje renteniveau.
Sidste år blev overenskomsterne på transportområdet genforhandlet, hvilket i høj grad påvirker økonomien i vores branche. Transportoverenskomsten (ATL) er den dyreste overenskomst-fornyelse i de seneste 10 år, på samlet set 7 procent for hvert af de 2 overenskomst år (2023/2024 og 2024/2025). Her blev det blandt andet aftalt, at normaltimelønnen i 2024 skal stige med 5,75 kr. og, at vi skal øge overarbejdssatser med 3 procent. Desuden forhøjes betalingssatserne til elever og lærlinge med 3,5 procent. Stigningerne er afgørende for at kunne fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere og sikre en fair kompensation for deres hårde arbejde. Men det betyder også en øget udgiftspost for aktørerne, som er nødt til at være reflekteret i de eksisterende prisstrukturer for at sikre en bæredygtig drift.
Som resten af de danske virksomheder kæmper vi også med at tilpasse os den nye virkelighed. Vores finansielle forpligtelser er øget, og mulighederne for investeringer og produktudvikling er udfordret som en konsekvens heraf.
I 2021 præsenterede vi vores første klimaregnskab, og vi arbejder aktivt med at omstille vores virksomhed til en mere grøn forretningsmodel. Vi har blandt andet indkøbt el-lastbiler og el-varevogne, skiftet til grøn strøm og optimeret vores godsstrømme. Der er dog ingen tvivl om, at vejen frem er lang og kostbar og vil fortsat kræve meget store investeringer.
For at støtte processen har vi derfor besluttet at justere vores priser med en stigning i miljøtillægget med to procent afsat til grønne initiativer og en generel fragtprisstigning på fem procent. Vi skal i den forbindelse pointere, at kunder med særligt uhåndterbart gods eller kontraktlige afvigelser kan opleve en højere prisstigning end de førnævnte fem procent.
Har du spørgsmål til ovenstående regulering, er du velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos Danske Fragtmænd.
Vi værdsætter jeres forståelse for de udfordringer, som branchen oplever og ser frem til et fortsat godt samarbejde.
For english version click here.