Danske Fragtmænd ansætter ny IT-direktør

24. september 2025

Danske Fragtmænd har per 1. oktober 2025 ansat Mads Kempel Sørensen som ny IT-direktør.

Mads Kempel Sørensen har mere end 19 års erfaring fra ledende stillinger inden for IT og digitalisering. Han kommer til Danske Fragtmænd med en baggrund som VP for IT & Digitalisering i Norlys, Head of Architecture, Cloud & Automation i Atea samt erfaring fra både private og offentlige virksomheder.

- Med Mads får vi en stærk profil, der kan være med til at udvikle vores digitale fundament og sikre, at vi også fremover kan tilbyde effektive og moderne løsninger til vores kunder, siger administrerende direktør Jakob Flyvbjerg.

Mads Kempel Sørensen har stor erfaring med at lede digitale transformationsprojekter, modernisere komplekse IT-landskaber og skabe sammenhæng mellem forretning og teknologi. Hos Danske Fragtmænd vil hans hovedopgave være at styrke den digitale udvikling, så virksomheden står endnu stærkere i en branche, hvor effektivitet, bæredygtighed og datadrevne løsninger bliver stadig vigtigere.

- Transportbranchen står midt i en spændende udvikling, hvor digitalisering og data spiller en nøglerolle. Jeg glæder mig til at bidrage til, at Danske Fragtmænd fortsætter med at være en stærk og innovativ aktør i markedet, siger Mads Kempel Sørensen.