Danske Fragtmænd med til at lancere nyt datingprogram
1. april 2022
Vi er gået sammen med en af Danmarks største TV-producenter om et nyt datingprogram for chauffører med titlen ”Kærlighed på hjul”.
Programmet har til hensigt at give et nuanceret indblik i livet som chauffør med alle de op- og nedture, som følger med. I ”Kærlighed på hjul” følger vi fem chauffører, der alle er på jagt efter kærligheden. Vi forsøger i programmet at vise, at et liv på vejene sagtens kan være i harmoni med et sprudlende kærlighedsliv.
I Danske Fragtmænd er vi med som udviklere på konceptet samtidig med, at vi assisterer i castingen til programmet. TV-producenten udtaler.
− Succesen af et program som dette afhænger i høj grad af castingen, og det er blandt andet derfor, at vi er gået sammen med Danske Fragtmænd. De er landets største nationale transportør og har et chaufførnetværk, som strækker sig bredt over hele landet. Vi tror og håber på, at samarbejdet kan bidrage til, at vi får de helt rigtige kandidater med.
Læs mere og send din ansøgning snarest her: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1648&ProjectId=143758&DepartmentId=18956&MediaId=5