Danske Fragtmænd skød trafiksikkerhedskampagne i gang
4. april 2018
I dag var Danske Fragtmænd med til at skyde nok en sæson af Trafiksikkerhed i Øjenhøjde i gang, der er Danmarks største trafiksikkerhedskampagne. Her vil 180 folkeskoleklasser i april og maj modtage trafikundervisning.
Fotograf: Rune Aarestrup Pedersen
Igen i år er Danske Fragtmænd medarrangør af Danmarks største trafiksikkerhedskampagne Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, der i april og maj besøger 180 folkeskoler i primært hovedstadsområdet samt Nord-, Øst- og Sydjylland.
Kampagnen blev skudt i gang i dag på Vibenshus Skole på Østerbro i København, hvor hele 250 elever fra 3.-5. klasse modtog undervisning i trafiksikkerhed. Kampagnens formål er at undgå ulykker, hvor der især er fokus på højresvingsulykker. Derfor bliver lastbilens kritiske zoner illustreret visuelt, så børnene på den måde bliver informeret og gjort bevidste om chaufførernes begrænsede udsyn.
Her lærer børnene, hvordan de skal agere, når de møder en lastbil i trafikken, samt hvilke risici der er ved at befinde sig tæt på en lastbil. Børnene lærer også om vigtigheden af at gøre sig selv synlige i trafikken, og modtager derfor både trafikveste og reflekser.
Bag kampagnen står en række store aktører indenfor blandt andet transportbranchen. Udover Danske Fragtmænd drejer det sig om DTL, 3F, Volvo, Energiselskabet OK, Codan og Børneulykkesfonden.
Fotograf: Rune Aarestrup Pedersen