Gratis rygestopkurser og selvbetalte rygepauser gjorde forskellen blandt rygerne i transportvirksomhed

8. december 2020

Et år efter at ledelsen i Peder Olsen & Søn fortalte, at man i dag selv skal betale for rygepauser, er antallet af rygere faldet fra knap 50 procent til 7 procent. Rygestopkurser har forbedret medarbejdernes helbred og arbejdsmiljøet men også motiveret ledelsen og medarbejdere til sammen at skabe en sundere fremtid.

Den 1. september 2019 annoncerede fragtmandsvirksomheden, der er mere end 100 medarbejdere og er en del af Danske Fragtmænd, at der fra 1. september i år ville være røgfri arbejdstid. Og selvom man kunne frygte, at en sådan beslutning ville møde modstand, så viste det sig at være fuldstændig modsat.

Det har været en fantastisk rejse, som medarbejderne har bakket op omkring. Vi valgte netop også at annoncere det med et års varsel, da det ville give rygerne tid til at vænne sig af med cigaretterne og give os mulighed for at hjælpe dem med det. Det har vi blandt andet gjort gennem løbende rygestopkurser på arbejdspladsen i samarbejde med eksperter fra kommunen, fortæller fragtmand og ejer Henrik Olsen.

Helt konkret går aftalen om røgfri arbejdstid ud på, at medarbejderne selv skal betale for deres rygepauser. Derfor har de sidste rygere skrevet under på, at de selv betaler for de rygepauser, de tager i løbet af dagen.

Alle snakker om, at rygning er usundt, og så sker der ikke mere. Jeg mener, at man som arbejdsgiver er forpligtet til at passe på sine medarbejdere og deres helbred. Derfor følte vi os nødt til at tage ansvar for at give dem det sidste skub i den rigtige retning. Det har vi her hos os gjort ved at give dem tilbuddet, prikke til deres samvittighed og gøre det dyrere og mere besværligt at være ryger end ikke-ryger, siger Henrik Olsen.

Medarbejderne bakker op omkring initiativet
To der kan kalde sig tidligere rygere, er Rashid Taha på 35 år og Casper Bergman på 43 år. De roser virksomheden for at tænke på medarbejderne og tage et ansvar. Og så er de ikke i tvivl om, hvad der prikkede til dem.

Jeg tilmeldte mig både for min egen og andres skyld. Det går jo ikke, at vi lugter af røg ude hos kunderne, eller når vi går rundt på terminalen blandt vores kollegaer. Det er slut nu. Personligt lugter mit hjem heller ikke længere, mens min datter slipper for passiv rygning. Og så er det befriende at kunne gennemføre en hel fodboldkamp uden at skulle hive efter vejret, fortæller Rashid Taha grinende.

For Casper Bergman var der heller ingen tvivl, da han fik tilbuddet. Han tilmeldte sig lige så snart, han kunne. Ligesom så mange andre har han nemlig længe gået med tanken om at stoppe.

Det var dejligt at blive hjulpet det sidste stykke hen mod beslutningen. Og selvom det ikke har været nemt, så er det gået bedre end forventet takket være hele forløbet. Jeg kan virkelig mærke forskel. Min vejrtrækning er blevet bedre, jeg føler mig mere frisk, og maden smager af mere. Så er familien også glade for, at jeg ikke længere lugter af røg, og at jeg kan se en hel film med ungerne uden at skulle udenfor undervejs, udtaler han og fortæller, at forløbet har givet ham mod på en endnu sundere tilværelse.

Et skridt mod en sundere fremtid
For selvom Peder Olsen & Søn nu har fokuseret på rygningen, så stopper det ikke nødvendigvis der. Ifølge Henrik Olsen er initiativet en del af en større pakke, der skal forbedre medarbejdernes generelle sundhed.

Flere var for eksempel bange for at tage på, fordi de frygtede at falde ind i nogle usunde madvaner, hvis de stoppede med at ryge. Derfor har vi haft tilknyttet en diætist og arrangeret en familiedag, hvor familien blev involveret i projektet og fik idéer til sundere madpakker og kost. Vi har svært ved at tiltrække nye medarbejdere, så vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at passe på dem, vi har. Det vigtige er, at vi tager tingene i et tempo, hvor vi hele tiden skubber til vores vaner men sikrer, at alle kan være med og stadig synes, at det er spændende. Så må vi se, hvad næste skridt kunne være for os, forklarer Henrik Olsen afslutningsvis.