Torben Juncker er startet som salgsdirektør i Danske Fragtmænd

11. februar 2026

Torben Juncker er den 2. februar tiltrådt som ny salgsdirektør i Danske Fragtmænd. Ansættelsen blev offentliggjort i oktober 2025, og han er nu officielt startet i rollen med ansvar for den samlede salgsindsats i virksomheden.

Han kommer fra transport- og logistikvirksomheden DSV, hvor han gennem flere år har haft ledende roller inden for salg og forretningsudvikling. Ifølge Torben Juncker bygger skiftet til Danske Fragtmænd på et ønske om at prøve noget nyt og på en grundlæggende interesse for virksomhedens position i markedet. Han vurderer, at Danske Fragtmænd har et stærkt udgangspunkt for at udvikle salgsarbejdet yderligere.

  • Danske Fragtmænd har et solidt fundament med høj kvalitet, et stærkt netværk og en historie, der har betydning for kunderne. I dag omtaler mange os ganske enkelt som Fragtmanden, og den genkendelighed giver klare muligheder for at arbejde strategisk med salg og relationer, siger Torben Juncker.

Han peger især på ejerstrukturen og den tætte sammenhæng mellem drift, fragtmænd og kunder som markante kendetegn ved Danske Fragtmænd. Den nære kobling giver ifølge ham en anden form for ansvar og beslutningskraft end i mange andre organisationer i branchen.

  • Man er tæt på både ejere og drift, og beslutninger får hurtigt betydning i hverdagen. Det skaber en tydelig sammenhæng mellem det, vi aftaler med kunderne, og det, der bliver leveret, siger han.

Som salgsdirektør får Torben Juncker ansvar for at videreudvikle salgsindsatsen med fokus på kunder, kvalitet og langsigtede relationer. Opgaven består i at bygge videre på den position, Danske Fragtmænd allerede har i markedet, og samtidig sikre, at salgsarbejdet følger kundernes behov og den udvikling, branchen gennemgår. Her ser han samspillet mellem salg, drift og terminaler som afgørende, især i arbejdet med større kunder.

Han vurderer samtidig, at Danske Fragtmænd har et stort potentiale i at styrke den rådgivende rolle over for kunderne. Virksomhedens datagrundlag og netværk giver ifølge ham gode forudsætninger for at skabe mere værdi i dialogen med kunderne og arbejde mere systematisk med løsninger frem for klassisk salg.

Den grønne omstilling indgår også som en naturlig del af dialogen med kunderne. Her ser Torben Juncker muligheder for at bruge Danske Fragtmænds erfaring og indsigt aktivt i rådgivningen.

I den kommende tid vil han prioritere at komme rundt i organisationen og møde både medarbejdere og kunder.

  • Danske Fragtmænd er et velkendt og respekteret navn i Danmark, og det forpligter. Jeg ser frem til at bygge videre på det, der allerede fungerer godt, og samtidig udvikle salgsarbejdet, så vi står stærkt i de kommende år, siger han.