Transportfirma afbryder samarbejde med vikarbureau
20. juni 2025
Danske Fragtmænd har med øjeblikkelig virkning ophævet samarbejdet med et vikarbureau, da der er opstået tvivl om, hvorvidt der har været orden i papirerne for vikarer på en terminal i Hvidovre.
Danske Fragtmænd har 1100 medarbejdere totalt. Virksomhedens terminal i Hvidovre har udover de faste medarbejdere gjort brug af et mindre antal vikarer, som har været hyret ind via et eksternt vikarbureau.
”Selv om vi har haft en kontrakt med et vikarbureau, der har garanteret os, at de vikarer, de stillede til rådighed, levede op til dansk lovgivning, så har vi mistet tilliden til vikarbureauet og har med øjeblikkelig virkning ophævet samarbejdet,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen, CEO hos Danske Fragtmænd.
Danske Fragtmænd havde via en whistleblowerordning og interne kanaler fået et tip om, at vikarer fra dette vikarbureau ikke havde orden i papirerne. På baggrund af mistanken om uorden i vikarernes papirer havde Danske Fragtmænd igangsat en kortlægning sammen med eksterne rådgivere. Imidlertid kom myndighederne udfaldet af den interne kortlægning i forkøbet ved en razzia i nat i Hvidovre. Her blev fire vikarer taget med af politiet.
Samlet set har forløbet ført til, at Dansk Fragtmænd med øjeblikkelig virkning har ophævet samarbejdet med vikarbureauet.
”Det er vigtigt, at gældende regler bliver overholdt, og vi har fuld tillid til, at myndighederne nu foretager en fyldestgørende kortlægning og efterforskning, så det kan blive afdækket, om regler er blevet brudt. Vi vil selvfølgelig samarbejde positivt med myndighederne og stille alle de informationer til rådighed, som vi kan bidrage med. Vi har en klar fælles interesse i, at eventuelle ulovligheder bliver afdækket,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Yderligere oplysninger til:
Marketing- og kommunikationschef
Henriette Kjærholm Hansen
henriette.hansen@fragt.dk