Pressemeddelelse: Trafikkampagne trodsede den bornholmske regn og fik skudt sæsonen for skolebesøg i gang

9. april 2019

I dag blev endnu en sæson af Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, skudt i gang. Det er i år 17. gang, at kampagnen turnerer landet rundt på de danske skoler, hvor det siden 2003 er blevet til over 110.000 underviste elever.

I år fokuserer kampagnen primært på Bornholm og Nordjylland. Her skal kampagnens lastbiler og chauffører i april og maj undervise over 190 klasser på de knap 50 tilmeldte skoler om adfærd ved mødet med lastbiler i trafikken.

Valget af lokation for kick-off faldt derfor på Åvangsskolen i Rønne på Bornholm, som lagde skolegård til en af kampagnens lastbiler. Der blev fra morgenstunden budt velkommen af skoleleder Susanne Dam og efterfølgende åbningstale af folketingsmedlem Lea Wermelin, som kunne fortælle de over 200 fremmødte elever fra 3.-5. klasse om vigtigheden af trafiksikkerhed på vej til skole. Lea, der selv har gået på Åvangsskolen, startede herefter nedtællingen i kor med eleverne i skolegården inden eleverne gik om bord i kagen. Og så var 2019-kampagnen ellers i gang til trods for hagl, slud og regn på solskinsøen.

Efterfølgende var der undervisning i trafiksikkerhed både i klassen og ude ved lastbilen, hvor eleverne selv kunne opleve, hvor svært det er at se klassekammeraterne i chaufførens spejle. Udover sikkerhed i forhold til lastbilen, blev eleverne undervist i vigtigheden af at være synlig i trafikken. Efter gennemgang i klasselokalet og ved lastbilen modtog eleverne gaveposer med sikkerhedsudstyr i form af trafikveste og reflekser.

Formålet med kampagnen er at undgå ulykker, heriblandt højresvingsulykker, ved at informere eleverne om lastbilens kritiske zoner, hvor chaufføren har begrænset udsyn. Selvom der de seneste år har været færre ulykker med lastbiler involveret, er der fortsat et stort behov for at oplyse især de mindste trafikanter om færdsel, så ulykker kan forhindres.

Bag kampagnen står en række store aktører indenfor bl.a. transportbranchen: DTL, Volvo Trucks, Danske Fragtmænd, Energiselskabet OK, Codan og Børneulykkesfonden.