På pension efter 54 år i Danske Fragtmænd: ”Jeg har fragt i DNA’et”

5. juli 2021

I Danske Fragtmænd er det ikke unormalt med medarbejdere, der både har 25-, 35- og 40-års jubilæum. Rent faktisk har vi et udtryk for den særlige ånd, der er i Danske Fragtmænd. Vi kalder det at være ”True Blue”. Det smitter hurtigt, og det varer ved.

En af dem, der har været med i rigtig mange år, er aftaleadministrationschef Jonna Jørgensen. Nu går hun dog på pension efter en lang karriere, der startede i 1967 som blot 17-årig, og som altså slutter her 54 år senere. Efter så mange år er Jonna derfor også den helt rigtige til at sætte nogle ord på, hvad Danske Fragtmænd er for en virksomhed og arbejdsplads.

− Der er ingen tvivl om, at vi er en virksomhed med en god ånd, en god omgangstone og meget engagerede medarbejdere. Adskillige har været her i mange år, hvilket jo også må være et tegn på, at folk har det godt. Det er også klart, at Danske Fragtmænd igennem de 54 år er gennemgået en kæmpe udvikling, der har været sjovt at følge med i. Selvom vi har udviklet os til at være en mere strømlinet og moderne virksomhed, føler jeg dog alligevel, at vi har formået at holde fast i den samme fragtmandsånd med mange af de samme værdier og dyder, fortæller Jonna.

True Blue for livet
Siden hun startede som kontorelev i 1967, har hun varetaget mange forskellige stillinger i Danske Fragtmænd. Her har hun blandt andet været med til at implementere en lang række IT-systemer som for eksempel INFO-2000, der stadig bliver brugt den dag i dag.

− Jeg synes altid, at jeg har haft nogle spændende og udfordrende opgaver, hvor jeg ofte har været med i beslutningsprocesserne. Det har jeg altid fundet interessant. Som mine mange forskellige stillinger desuden også giver udtryk for, er der i Danske Fragtmænd rigtig gode udviklings- og karrieremuligheder. Uanset om man sidder på kontor eller arbejder i driften, vil mulighederne byde sig, hvis man har lysten og modet til det. Så handler det bare om at gribe dem, når de opstår, forklarer Jonna.

Siden 2004 har hun været chef for aftaleadministrationen, der var en nyoprettet afdeling med det formål at samle alle kundeaftaler ét sted. Selvom afdelingen ligger på Hovedsædet i Aarhus, og Jonna har bopæl på Vestfyn, er det dog en stilling, som hun har varetaget lige siden.

− Jeg elsker jo mit arbejde og brænder for det, jeg laver. Det har jeg altid gjort. Derudover har jeg igennem årene haft en masse dejlige kollegaer, som jeg har sat stor pris på. Det har tre timers transporttid hver dag ikke kunnet komme i vejen for, og derfor har jeg aldrig haft den tanke, at jeg skulle finde et andet arbejde. Jeg tror, at fragt er en del af mit DNA. Selvom jeg nu går på pension, hvor jeg kan bruge mere tid med mine tre børnebørn, vil jeg for altid fortsætte med at være True Blue, tilføjer Jonna afslutningsvis.