Øgede omkostninger for transportbranchen

28. juni 2021

Der er i øjeblikket stor travlhed i transportbranchen. Godsmængderne er steget markant de seneste måneder, og det lægger helt naturligt et pres på den kapacitet, der er i markedet.

I Danske Fragtmænd oplever vi store udfordringer med at skaffe chauffører og materiel nok til at løse de opgaver, som vi har for vores mange kunder. De længe ventede regler for cabotagekørsel har betydet, at mange udenlandske lastbiler ikke længere kører i Danmark, og det presser kapaciteten i markedet yderligere. Det kan næppe heller komme bag på nogen, at råvarepriserne er stigende, hvilket sammen med den pressede kapacitet øger vores omkostninger.

Endeligt er den grønne omstilling kommet på dagsordenen mere end nogensinde, og manges øjne hviler på transportbranchen, som uden tvivl fylder meget i den samlede CO2-udledning i Danmark. Vi forudser derfor, at der i de kommende år vil komme strammere miljøkrav med øgede udgifter til følge for hele transportbranchen.

På trods af de økonomiske udfordringer, som vi og resten af transportbranchen står over for, ønsker vi ikke at regulere vores priser i utide. Dog må vores kunder forvente, at vi ved årsskiftet indfører et tillæg i niveauet fem procent, og at der derudover kommer en generel prisregulering.