Rejsen fra dataelev til Head of IT

16. juni 2026

Tobias Brissing har været en del af Danske Fragtmænd i mere end ti år. Han begyndte som IT-supportelev i 2014 og fortsatte året efter som datateknikerelev. I 2018 blev han færdiguddannet, og allerede året efter trådte han ind i rollen som teamleder. I dag er han Head of IT Operations med ansvar for hele virksomhedens IT-drift.

Udviklingen fra elev til leder kom ikke ud af en fastlagt plan, men af en vedvarende nysgerrighed og lysten til at blive dygtigere.

- Jeg havde aldrig et mål om at ende i en lederrolle. Mit fokus har altid været at forstå opgaverne, bidrage til projekterne og lære af kollegaerne omkring mig, fortæller Tobias.

Tidligt i forløbet så IT-driftschef Lars Pedersen et potentiale i Tobias. Han pegede på, at Tobias en dag kunne overtage hans stilling. Det skete tidligere end forventet, da Tobias i 2023 blev IT-driftschef, mens Lars fortsatte i virksomheden som IT-sikkerhedskonsulent. Allerede året efter tog Tobias næste skridt og blev Head of IT. Siden da har Danske Fragtmænd ansat en IT-direktør, og Tobias er efter eget ønske trådt tilbage i sin tidligere rolle som Head of IT Operations, hvor han igen har fuldt fokus på drift, stabilitet og udvikling af IT-platformen.

Gennem årene har Tobias været en central del af flere store projekter, som både har styrket hans faglige profil og Danske Fragtmænds teknologiske fundament. Han har blandt andet været med til at udskifte netværksudstyr i hele organisationen og etablere et nyt datacenter. Danske Fragtmænd var blandt de første i Danmark til at implementere den type løsning.



- For mig har milepælene ikke handlet om titler, men om projekterne og samarbejdet med kollegaerne. Som leder er du ikke noget uden dit team, siger Tobias.

En vigtig del af Tobias’ udvikling har været mentor ordningen. Lars Pedersen har fulgt Tobias fra starten. Hans vejledning har givet Tobias tillid og plads til at udvikle sig. Det har været afgørende for, at han kunne tage de skridt, der førte ham til en ledende rolle i IT-organisationen.

- Det kræver, at nogen tror på én, og det gjorde Lars med mig. Han har klart været den største faktor i min karriere. Han har både ansat mig og hjulpet mig videre, og det har betydet alt, forklarer Tobias.

De erfaringer har præget den måde, Tobias selv leder på i dag.

Ledelse med tillid og synlighed
Tobias blev leder i en ung alder og fik tidligt et stort ansvar, men alder har aldrig været en hindring. Det ligger ham meget naturligt at tage ansvar, fortæller han. Samtidig er han opmærksom på, at han er leder på tværs af tre generationer – de unge, hans egen generation og medarbejdere på +50. Det er både sjovt og spændende, synes han.

Tobias husker sin første tid som teamleder tydeligt. Selvom han var nervøs for, hvad kollegaerne ville tænke, gav teamets opbakning ham en nem overgang.

Synlighed, tillid og samarbejde udgør kernen i Tobias’ ledelsesstil. Han har valgt at sidde blandt sine medarbejdere frem for på et lukket kontor. Det giver ham indsigt i hverdagen og gør ham tilgængelig, når der er behov for sparring eller beslutninger.

- Moderne ledelse handler om at være med i arbejdet og skabe et miljø, hvor folk kan bidrage og gøre en forskel. Jeg vægter transparens, samarbejde og at alle stemmer føler sig hørt, uanset om man er elev eller erfaren senior, siger Tobias.

Han arbejder målrettet med motivation, anerkendelse og klare forventninger. Medarbejderne får ansvar og frihed til at tage ejerskab.

- Tillid og ansvar går hånd i hånd, og det skaber engagement, forklarer Tobias.

Fremtidens IT hos Danske Fragtmænd
Blikket er rettet fremad. Tobias og hans team arbejder med en række digitale initiativer, der skal styrke virksomhedens drift og udvikling. Han ser en fremtid, hvor IT spiller en endnu større rolle i Danske Fragtmænd.

- Vi skal stadig levere gods, men IT kommer til at være et centralt fokusområde. Blandt de kommen de projekter er Scan-til-trailer, Ny DFmobil, NIS2 og ny Wifi løsning. Det er spændende, og de er nogle af de største IT-projekter, vi kommer til at arbejde med de kommende år, fortæller han.

Tobias’ historie viser, hvordan engagement, vedholdenhed og stærke relationer kan skabe en karrierevej fra elev til en central rolle i
IT-organisationen.

- Projekterne og relationerne er det, der skal bære frugten. Hvis man ikke går op i arbejdet og menneskerne omkring sig, risikerer man at brænde ud. For erfarne ledere handler det om at spotte talenterne, tro på dem og give dem plads til at fejle. Det er sådan, vi kan udvikle vores ledere, så vi sammen kan skabe de ønskede resultater, afslutter Tobias.