Stavnskær Fragt er flyttet i nye omgivelser

12. december 2019

Fragtmandsvirksomheden Stavnskær Fragt er for mange år siden vokset sig ud af terminalen i Hillerød, hvilket har givet store logistiske udfordringer. Derfor har de i fem år ledt efter en ny terminal, der skal huse de 80 medarbejdere. Søgningen er nu slut, da de i december er flyttet ind i en over dobbelt så stor terminal på Rønnekrogen lige i nærheden.

I december er fragtmandsvirksomheden Stavnskær Fragt flyttet i nye omgivelser, og selvom terminalen blot er flyttet 300 meter væk fra dens gamle placering, kommer det til at gøre en afgørende forandring i hverdagen.

— Vores gamle terminal var blot 1.700 kvadratmeter, hvilket igennem en årrække har givet nogle problemer, der både har udfordret arbejdsforholdene, kapaciteten og infrastrukturen til og fra terminalen. Derfor har vi de sidste fem år ledt efter en ny lokation, fordi vi gerne ville bygge en større og mere tidssvarende terminal. Det er nu endelig lykkes, hvor vi har fået en terminal på 4.000 kvadratmeter og 23 porte, hvor 16 er til lastbiler, og 7 er til pakkebiler. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for virksomheden, så vi har ærlig talt svært ved at få armene ned, udtaler direktør Jesper Stavnskær.

Ny terminal forbedrer arbejdsforholdene markant
En af de store udfordringer ved den gamle terminal var de blot fem porte og dårlige udendørsforhold. Derfor måtte chaufførerne hente lastbilerne en kilometer fra terminalen, mens medarbejderne måtte parkere deres personbiler på offentlige parkeringspladser, når de mødte ind.

— Først og fremmest bliver udendørsforholdene forbedret, så vi kan have personbiler på matriklen og lastbilerne parkeret lige udenfor terminalens 23 porte, mens vi får vi området indhegnet, så vi kan lade lastbilerne blive stående ude i weekenden. Derudover kommer vi til at have mere plads på gulvet og i boksområderne, der giver medarbejderne et bedre overblik over godset, forklarer Jesper Stavnskær.

Den ekstra plads på gulvet giver også mulighed for, at de kan have langgods stående indenfor. Tidligere stod det udendørs, og derfor måtte de hele tiden smide en presenning over, når det var regn- eller snevejr. Ifølge Jesper Stavnskær er det et meget konkret billede på de små problemer, som den nye terminal gør en ende på.

Vi kommer kort fortalt til at fjerne alle de mange, små irritationsselementer, som medarbejderne kæmper med. Både kontorpersonalet, terminalmedarbejderne og chaufførerne får arbejdsforholdene forbedret, og det glæder jeg mig utrolig meget over på vores alles vegne, tilføjer Jesper Stavnskær afslutningsvis.