Sådan beskytter du dit gods bedst muligt under transport

8. september 2020

Når gods bliver transporteret, skal det størstedelen af gangene igennem et længere transportforløb med flere forskellige håndteringer. Derudover kan der ske naturlige bevægelser på ladet, når fragtbilerne kører rundt i trafikken med både opbremsninger, accelerationer og sving.

Selvom chauffører og terminalmedarbejdere i deres arbejde følger retningslinjerne for at passe bedst muligt på godset, kan det alligevel ske, at uheldet er ude, og det går i stykker. Derfor handler det om at klargøre godset og beskytte det bedst muligt under transport. Nedenfor kan du læse, hvad du selv kan gøre for at undgå skader på din forsendelse.

1. Tydeliggør det høje tyngdepunkt
Det er vigtigt at gøre synligt opmærksom, på alle sider, hvis dit gods har et højt tyngdepunkt. Jo højere tyngdepunkt desto større risiko er der nemlig for, at godset nemt kan vælte. På den måde kan chaufføren eller terminalmedarbejderen tage ekstra forbehold, når de læsser bilen eller flytter godset rundt under transportforløbet.

2. Gør plads til gaffeltrucken eller palleløfteren
Hvis du har gods, som kræver en gaffeltruck eller palleløfter, skal du sikre en frihøjde under godset på minimum 10 cm., så de kan komme ind under. Du kan alternativt stille det på en EUR-palle, hvis du vil være sikker på, at der er plads nok. Hvis du derimod har placeret dit gods på strøer, er det vigtigt at fastgøre dem, så de følger med, når godset bliver flyttet.

3. Sikr pallernes kvalitet
Det er vigtigt, at de paller, som du stiller godset på, er ubeskadigede. Ellers kan du risikere, at pallerne og dermed godset går i stykker under transporten. Af samme grund kan du overveje at investere i paller af god kvalitet, så de er i stand til at bære godsets belastning og vægt.

4. Pak pallen forsvarligt
Når du pakker pallen, skal du sørge for, at der ikke stikker gods udover siderne. Helt ideelt skal du lade være med at pakke pallen helt til kanten, så du sikrer, at det er pallen og ikke godset, som tager imod eventuelle stød. Ved at holde dig indenfor pallen bliver der samtidig også plads til langt flere paller både i lastbilen og på terminalen, hvilket der er et økonomisk aspekt i.

5. Undgå spidse kanter på godset
Hvis dit gods har spidse kanter, skal du sørge for at beskytte dem. De spidse kanter kan nemlig både prikke hul indvendigt i papkasserne, hvilket reducerer deres styrke. De kan også prikke hul på andet gods, hvis de står side om side på terminalen eller i lastbilen. Ved at beskytte kanterne er du samtidig også med til at minimere risikoen for personskader hos dem, der transporterer godset rundt.

6. Vælg kasser i den rigtige størrelse og kvalitet
Hvis du pakker dine varer i kasser, skal du være opmærksom på, at kassernes kvalitet har indflydelse på kassens styrke. Jo bedre kvalitet desto mere kan de holde til. Derudover skal du sørge for at vælge en kasse, som passer i størrelsen, så du undgår for meget plads i kassen. Ved at reducere overflødigt plads i kassen øger du nemlig kassens styrke under eksempelvis stabling. Der skal dog samtidig også være tilstrækkelig plads til indre emballage/beskyttelse, som virker stødabsorberende og dermed beskytter indholdet. Hvis der er flere enheder i samme kasse, skal du af samme grund sørge for at holde dem adskilt, så de ikke beskadiger hinanden.

Har du et transportbehov?
Du kan klikke her, hvis du gerne vil læse mere om vores forskellige transportløsninger.