Danske Fragtmænds høje leveringskvalitet giver rengøringen et skub

13. februar 2020

Danske Fragtmænd har gennem de sidste to uger leveret udstyr fra Dansk Teknik & Værktøj til rengøringsgiganten ISS, og på trods af store krav til leveringskvaliteten har Danske Fragtmænd fået store roser fra både det ledende personale i Dansk Teknik & Værktøj og ISS.

Virksomheden Dansk Teknik & Værktøj, der har været kunde hos Danske Fragtmænd siden 2007, kom i den grad på arbejde, da de fik en større ordre fra ISS, der skulle overtage rengøringen hos en ny kunde. Derfor har Danske Fragtmænd gennem to uger leveret en række paller og maskiner til ISS, hvilket er forløbet succesfuldt og til stor tilfredshed. Det fortæller Asger Brorsen, der er direktør i Dansk Teknik & Værktøj.

Leveringernes præcision og kvalitet havde meget stor betydning for ISS, da deres medarbejdere mandag morgen skulle overtage rengøringen og fortsætte, hvor det tidligere rengøringsselskab havde sluppet i weekenden. Af hensyn til kvaliteten af rengøringen og fødevaresikkerheden var det derfor vigtigt, at udstyret stod klar, når rengøringspersonalet mødte ind, hvilket det heldigvis gjorde, udtaler han.

Asger Brorsen forklarer, at de har modtaget ros fra flere af ISS’ ledende medarbejdere, der har udtrykt stor tilfredshed med leveringskvaliteten. Den høje leveringskvalitet skyldes blandt andet, at Dansk Teknik & Værktøj ved hjælp af de elektroniske fragtbreve har mulighed for at lokalisere de varer, der måtte forsvinde.

Vi har afværget flere lignende situationer, fordi chaufførerne udviser påpasselighed med vores ordrer og har dokumentationen på plads. ISS er vores største kunde, og derfor betyder det meget, når de fremhæver den konstante høje kvalitet, som vi og dermed Danske Fragtmænd leverer, fortæller Asger Brorsen og tilføjer afslutningsvis:

Dansk Teknik & Værktøj og ISS er i hvert fald enige om en ting: Danske Fragtmænd leverer en god service, og det skal de have ros for.