150 medarbejdere deltog i Danske Fragtmænd Cuppen

4. februar 2019

Lørdag den 2. februar 2019 var 150 medarbejdere i Danske Fragtmænd endnu en gang samlet i Bramdrupdam Hallerne i Kolding, hvor Danske Fragtmænd Cuppen 2019 blev afholdt.


Berthelsen & Co. vinder Danske Fragtmænd Cuppen 2019.

Fodboldturneringen er en årlig tradition, hvor medarbejdere fra nær og fjern tilbringer en hel lørdag i godt selskab med kolleger på tværs af landsdelene. På tribunen bliver der hilst og fortalt gode historier, mens der på banen bliver kæmpet for at kunne lade sig hylde som vindere, når dagen er omme.

Lørdagen bød på 86 kampe, hvor de 25 hold i alt lavede 519 mål. B-rækken blev vundet af Danske Fragtmænd Express, som i finalen slog fragtmandsvirksomheden J. Nørgaard Petersen med 6-3. I A-finalen måtte Erhvervstransporten se sig besejret af cityruten Berthelsen & Co., der også vandt den eftertragtede pokal i 2016 og 2017.

Der skal igen i år lyde en stor tak til vores samarbejdspartnere, der som altid havde sponsoreret mange, flotte spurtpræmier. De blev uddelt til de spillere, som stod for bemærkelsesværdige præstationer under kampene.